Peter – et seriøst legebarn

På min bogreol står en lille figur, som Peter har skåret ud i træ som en gave til mig.

Det er en galge, hvori der hænger en lille tyk formummet sprællemand med et nazi-armbind på en måde udtrykker den lede ved en hver form for diktatur og nok også hans personlige opfattelse af mig som sjælsven. Det er en gave jeg er stolt af. Den skiller jeg mig ikke af med før i sidste øjeblik og i så fald kun til en efterkommer, som har tillagt sig den samme holdning og derved gjort sig fortjent til dette arvestykke.

I efteråret 1988 sad jeg i Kastellet som leder af NATOs informationskontor, som også kaldtes Headquarter AFNORTH, Copenhagen Office, idet jobbet også indebar rollen som den danske militære assistent for chefen for NATOs nordregion, en britisk general. Ved siden af var jeg involveret med den tidligere forsvarschef general O.K.Lind i bestræbelser for at samle alle forsvarspositive kræfter under en paraply, som skulle hedde FOLK & FORSVAR. Den væsentligste samarbejdspartner i informationsrollen var organisationen Atlantsammenslutningen med Peter Ilsøe som generalsekretær. På det tidspunkt havde jeg aldrig hørt om Peter Blay.

Det skulle jeg snart komme til og da Peter ikke hørte til dem der bare sad på sin flade og ventede på ordrernes indgang til hans grafiske kommunikationsvirksomhed i Hillerød, kom han og sparkede døren ind til Atlantsammenslutningen og mit kontor. Han havde nemlig erfaret, at det næst følgende forår ville det være fyrre år siden NATO blev etableret.

Ikke  bare kom han og prøvede på at sælge nogle af sin virksomheds produkter, han medbragte også et fuldt færdigt designkoncept til en jubilæumskampagne og festligholdelse af NATOs succes. Jeg erindrer ham som en velklædt smart yngre direktør i Prince of Wales tern og sportsvogn med gode talegaver. Ternen og sportsvognen skulle han dog senere afsværge sig, men talegaverne og evnen til at udtrykke sig grafisk og kunstnerisk skulle han beholde og udvikle.

peter_bent.jpg

Bent Sørensen og Peter blev nære venner og lavede mange opgavaer sammen.

Her med logo til flyvåbnets 50 års jubilæum.

 

Typisk for Peter var hans forslag til designkoncept aldeles ukonventionelt. Han havde, som han sagde, rent ud sagt stjålet fredsbevægelses fredsduer og overleveret dem til NATO. Han havde for længst konstateret, at i modsætning til de, der kaldte sig fredsbevægelse, var virkeligheden en anden end den der fostredes på bare tæer i hashtåger og lilla ble, nemlig at historiens største fredsbevægelse i Europa og den øvrige vestlige verden, var NATO. Derfor var hovedingrediensen i designkonceptet 16 hvide duer i flyvende formation på NATO blå baggrund. Tallet 16 svarede til det daværende antal medlemmer af NATO. Vi befandt os på det tidspunkt i den kolde krig, så det var simpelthen genialt og overraskende og med et smil i øjenkrogen gjorde Peter da den fodnote, at denne fredelige flok, jo også havde kapaciteten til at lade sig omdanne til 16 svært bevæbnede F-16 fly.

Få dage efter sad vi en halv dag og færdiggjorde konceptet på Peters tegnestue, der da var beliggende i Hillerød. Det viste sig her, at vores kemi var særdeles god og til at danne et godt grundlag for de kommende års samarbejde og venskab.

Vi fik ved samme lejlighed produceret en bog, et billedhefte og en plakat med en forsikringspolice, som demonstrerede den gode idé at være forsikret af et militært forsvar, som samtidig var ”genforsikret” i den store internationale forsikringskoncern ”NATO”.

Meget bekvemt var Peters moderne grafiske kommunikationsvirksomhed placeret i min hjemby Hillerøds bymidte, som gav mig en kærkommen anledning til at stikke næsen ned i de kreative grafiske processer. Som dybt engageret i NATOs informationsarbejde og i tillæg til et sideordnet studium i massekommunikation fik det værdig betydning for mit job og ikke mindst i min nye funktion som leder af kontoret for de nye FOLK & FORSVAR i udvikling.

Gennem den følgende periode på lidt mere end en halv snes år blev det ikke produceret noget informationsmateriale uden at det passerede Peters tegnebord. Det blev til en hel del og i vort samarbejde udviklede vi mange ideer.

 

peter_bent_2.jpg

 

Et eksempel var udvikling af et krisestyringsspil beregnet på veluddannede unge og især sådanne, fra Østeuropa, ja sågar Rusland, som ved et fint initiativ fra Atlantsammenslutningen efter den kolde krigs ophør blev inviteret hertil for at lugte til den mærkelige størrelse: demokratiet. Spillet blev med iver overtaget af ungdomsorganisationen, som udviklede det til et smart internetspil i forbindelse med det næste NATO jubilæum, nemlig 50 året i 1999.

Der er tre produkter, som i særlig grad bør fremhæves nemlig de tre skolepakker, som af FOLK & FORSVAR blev udsendt i forbindelse med 50 året for tre vigtige datoer i besættelsestidens historie nemlig den tyske besættelse 9.  april  1940, 29. August 1943, dagen for samarbejdspolitikkens sammenbrug og endelig 5. Maj 1945, dan glade befrielse.

Ideen, som blev stærkt støttet af FOLK & FORSVARs medlemsorganisationer var, at levere en pakke til samtlige danske skoler og gymnasier med forskellige skrifter om besættelsestiden til brug for undervisningen til hvilken ende, der også indgik en slags vejledning og hjælp til kildesøgning i de mange historiske kilder herunder filmmaterialer.

Peter var vild med tanken og som sædvanlig lavede vi lidt fælles hjernegymnastik hjulpet på vej af et par pilsnere fra Revs Vindinge og resultatet blev nogle papæsker med gennemgående design og dog med et særpræg som indholdet med relation til de forskellige jubilæer dikterede.

De blev meget vellykkede designmæssigt og indholdsmæssigt. Det blev til 12.000 pakker.

Peters far havde været sømand under Anden Verdenskrig og udvandrede så vidt jeg har opfattet det efter krigen til New Zealand, lidt af en eventyrer var han vist og Peter havde en rem af huden.

Gennem hans lange ture uden for lov og ret i sin perfekt udstyrede ekspeditionskajak. Jeg må tilstå en vis misundelse, men måtte slå mig til tåls med Peters levende beretninger.

En dag ville Peter anskaffe sig en lille sejlbåd, men ikke noget med plastic. Han ville have en båd af træ og faldt for den såkaldte ”Aalborg-jolle”. Han hyrede en bådebygger på Fyn til at bygge et prægtigt eksemplar, som jeg havde en vis bittersød fornøjelse af. Da jeg havde plaget ham med mine drømme om en sejltur på Isefjorden og samtidig fremhævede mine egne sejlererfaringer, som ganske vist var 40 år gamle, brød han sammen og vi tog af sted. Peter havde fra sit firmakøkken organiseret to gedigne madpakker i to muleposer, der begge var forsynes med en vignet af båden ”Jomfru Ane”. Kort fortalt var det dejligt vejr og Peter overlod generøst rorpinden til undertegnede for hvem det lykkedes at sejle på grund i løbet af fem minutter. Herefter blev jeg degraderet til letmatros, men sjovt var det og hvis jeg senere førte mig frem med søkyndighed, blev episoden diskret bragt i erindring.

Da jeg selv et par år senere fik mig en lille båd, mødte Peter og delte sin kunnen med mig.

Midt i det hele foretog Peter sig noget drastisk. Firmaet blev i bund og grund nedlagt. Samtidig købte han og hans elskede Beth en gård på øen Drejø i det Fynske øhav. Takket være computerteknologiens udvikling kunne han fortsætte sin virksomhed som grafisk designer og være i elektronisk forbindelse med sine kunder.

For mig betød det mange besøg på det lille paradis i den gamle fredede gård ” Gammel Elmegaard, ja, jeg tør godt tilstå, at det føjede en ny lille dimension til mit liv. Foruden at være eftertænksom og kreativ var Peter også særdeles praktisk. Hans næver var skruet rigtig på, og der var ikke nogen håndværk han veg tilbage fra at forsøge sig med – og altid med succes. Det var utroligt, hvad han gjorde med sine egne hænder for den fine gamle gård.

Jeg husker en lille sjov ting fra en regnvejrsdag, hvor Beth efter at have fodret hønsene og Gorbi en moskusand – opkaldt efter Gorbatjov og havde et besvær med at komme ud af gummistøvlerne. Peter snuppede et bræt, en sav, hammer og søm og i løbet af fem minutter havde han fremstillet en støvleknægt, som endnu står ved køkkendøren.

Omgivelserne og Peters og Beths engagement i lokalsamfundet gav fine oplevelser og naturen bidrog til en bedre indføling med de ting som vi samarbejdede om også derovre. Et produkt skal særlig omtales. Det var den såkaldte ”DANBAT bog”.

I midten af halvfemserne var danske soldater stationeret i det tidligere Jugoslavien under ofte vanskelige vilkår og den daværende præsident for Danske Soldaterforenings Landsråd Per Svensson og jeg drøftede, hvordan man kunne fortælle historien om disse brave unde mænd i dette fjendtlige miljø. Jeg foreslog en kunstnerisk løsning nemlig ved at sende Peter derned med sin skitseblok. Per var straks med på ideen og Peter var entusiastisk som sædvanlig.

danbat_1.jpg   danbat_2.jpg

Sagen blev af Per Svensson forelagt forsvarschefen, der besluttede at sende Peter ud på sin mission i 1994 i Kroatien samt i 1995 i Bosnien. Jeg vil ikke lægge skjul på en hvis ængstelse for den risiko det indebar, men heldigvis gik det godt og Peter hjembragte tusindvis af historier og en stor portion håndkolorerede tegninger og akvareller realistisk i stil men kunstnerisk fintfølende og af og til underfundige.

Billederne kom nu ud på vandring rundt i landet, hvor de blev set af tusindvis af mennesker og vi tog sammen ud på flere ture i landet for at sætte udstillinger op. En enkelt gang måtte vi drage helt til Belgien til NATO hovedkvarteret SHAPE i Mons, hvorunder det blev muligt at aflevere en bog ved navn DANBAT til den amerikanske militære øverstkommanderende general Wesley Clark, som var den der med succes ledede NATOs nedkæmpning af det serbiske militær.

DANBAT er en forkortelse af Danish Battalion, betegnelse for den danske styrke i Eksjugoslavien og blev titlen på den bog, som Peter og jeg lavede og fik udgivet på Borgens  forlag.

De mange billeder er bevaret for eftertiden. Halvdelen er gået til FN museet i Frøslevlejren, mens den anden halvdel indgår i udsmykningen i Forsvarskommandoens nye domicil i de frede bygninger i Arsenaløen på Holmen.

I 2000 fejrede Flyvevåbnet sit 50 års jubilæum og udskrev i den anledning en konkurrence om design af et jubilæums – logo. Da jeg fortalte Peter dette havde han allerede ideen i sit hoved men opfordrede mig til at joine processen med det tekstmæssige og ganske hurtigt kunne vi indsende det færdige resultat. Vi vandt og Peter og Beth og jeg med min Kirsten drog til Karup og fik højtidelig overdraget prisen. Logoet blev brugt på mange ting bl.a. på halen af en F-16 jager men også på de for militære uundværlige kaffekrus, så når jeg nedsvælger en kop kaffe tænker jeg da på Peter.

Peter var også jæger med gode jagtmuligheder på Drejø og fostrede ideen om, at jeg da kunne blive jæger også – det kunne da være hyggeligt.

I forbindelse med en udflugt til Hjemmeværnsskolen i Nymindegablejren i Vestjylland havde vi fået lov til at låne skydebanen der til indskydning af Peters to rifler. Der var ideelle forhold og vi blev vel serviceret af en medarbejder, der nok så med en vis skepsis på de to gamle afslappede gutter. Så lagde Peter sig ned og skød 5 tiere i rap, hvorefter han med et lille grin overlod våbnet til undertegnede, der ukendt for Peter havde en vis baggrund i geværskydning. Det gav fem tiere til og den rare medarbejder kunne ikke undertykke et ”det var satans”. Historien gentog sig med riffel nr. to, hvorunder der indtraf en lille episode. Peter var omhyggelig med at demonstrere, hvordan man skulle placere sig i forhold til kiggertsigtet for ikke at komme til skade. Det glemte han bare selv og blodet fossede ud af hans læbe, hvorefter jeg måtte løbe skraldgrinende de hundrede meter hen til Peters bil for at hente en forbinding. For resten så grinede Beth også, da vi kom hjem.

Beth var i mellem tiden blevet fru Blay og det skete ved et lille bryllup i Drejø kirke, hvor jeg måtte påtage mig rollen at være ”best man”.

Brylluppet efterfulgte en anden kirkehandling, så mens der blev gjort klar og vi afventede brudens ankomst gik Peter og jeg i øsende regnvejr ud af kirken, hvor vi spontant begge trak en lommelærke frem og drak os mod til. Om selv handlingen er ikke andet end at sige, end jeg rystede sådan på hånden med ringene, at Peter simpelthen tog dem fra mig inden jeg tabte dem. En lille hyggelig familiemiddag bagefter inkluderede også mig plus en spillemand.

Jagtsnakken blev snart mere konkret og jeg meldte mig til et jagtkursus, så jeg kunne kvalificere mig til hyggelige jagtture på dejlige Drejø. Hvad ikke jeg, men heller ikke andre vidste på dette tidspunkt var, at Peter var blevet invaderet af en dødelig sygdom og hvis Peter fornemmede det røbede han ikke noget før det var uafvendeligt.

Efter at jeg havde taget jagttegnet stod Peter pludselig i min stue og stak mig et jagtgevær i hånden og sagde, at det var en fin gammel jagtbøsse han var faldet over i London og som trængte til noget reparation, men bøssen var min og så måtte jeg selv klare resten. Jeg blev utrolig glad for den gave og fik den også ordnet, men desværre kom jeg aldrig til at affyre den i Peters selskab.

16. juni 2000 fik jeg en opringning fra Peter, som fortalte, at han havde fået konstateret kræft og at der var terminal. Han sagde samtidig; ”lad nu være med at ringe i tide og utide og høre, hvordan det går. Det skal jeg nok fortælle dig om, når jeg er klar til det”. Foreløbig var den højeste prioritet, at han og Beth fik det bearbejdet sammen. Denne proces blev senere meget smukt dokumenteret i en TV portrætudsendelse.

Peter var fysisk og åndelig et stærkt menneske, men han kunne ikke overvinde den stærke fjende, kræften, og forlod denne verden med værdighed på sin kære ø blot få dage efter at jeg fik sagt et ordløst farvel til min ven. Den 25. januar bar vi ham til graven på Drejø kirkegård.

Han var og er stadig en stor inspiration for mig. Hans intelligente og legende tilgang til udfordringerne i livet var baseret på dyb filosofering over grundlæggende eksistentielle forhold i livet, så derfor kalder jeg ham…

et seriøst legebarn!

Scroll op
Scroll ned

 © 2010 Beth Blay   .   Design Artcome