Sådan en Peter…..

 

Et kærligt portræt af Peter Blay, kunstneren og naturmennesket, som blev en af mine allerbedste venner    

 

Af Uffe Ellemann-Jensen

 

Se billeder her

 

Sådan en Peter er god at have med”, skrev min dengang 10-årige søn i en fristil, der handlede om kanoture i Sverige. Han beskrev, hvordan han sammen med sin storebror var draget ud i vildmarken i to kanoer sammen med deres far – og Peter. Og det var Peter, der kunne det hele: Finde de rigtige steder at slå lejr, fange de største gedder, få bålet til at brænde i regnvejr og så videre. Jo, de ture ind i eventyrets land satte sig dybt i et barnesind. Og i mit. Sådan en Peter var god at have med.

 

Jeg lærte Peter Blay at kende midt i 70’erne, da jeg en kort periode var chefredaktør på Børsen. Peter var Art Director på avisen, og vi kom hurtigt på bølgelængde. Peter med den snurrige britiske accent, som fulgte ham livet igennem, var respektløs og sarkastisk – og så var han inkarneret lystfisker med adgang til en hemmelig sø i Nordsjælland, som kogte af gedder og aborrer. Der drog vi hen sammen – alene eller med nogle af vore børn – når der var brug for en pause i hverdagen.

 

Peter begyndte også at tegne en daglig satirisk stribe på ledersiden i Børsen, hvor jeg ofte var idémand – og en af Peters striber (uden min direkte medvirken) kom til at markere min lidt bratte og ufrivillige afsked med avisen. Jeg var blevet fyret af bestyrelsesformanden – genansat af bestyrelsen – og derefter gået selv i et lidt hektisk og ikke særlig smukt forløb. Peters stribe dagen efter viste en mand, der over samtaleanlægget meddelte sekretæren: Nu går jeg til frokost, og når jeg kommer tilbage vil jeg gerne have at vide, hvem der så er min chef.

 

Venskabet voksede efter min afsked med Børsen, hvor Peter fortsatte en tid endnu, før han nedsatte sig som selvstændig grafisk designer. Vi fiskede sammen i Sverige, hvor Peter havde en primitiv hytte oppe i Småland. Vi fiskede på Øresund om vinteren. Og vi fiskede sammen på Færøerne, som vi begge holdt meget af – og hvor mange af Peters bedste malerier og tegninger er blevet til.

 

Peter fulgte levende med i den internationale politiske udvikling. I mine år som udenrigsminister tillod kalenderen ikke den samme nærhed som tidligere – men Peter var der hele tiden. Han havde allerede midt i 70’erne knyttet kontakter til ministeriet, og var leverandør af design og vignetter. Det allerførste formandskab i EF, som det hed dengang, havde et logo af Peter. Og da jeg kom til og blev EF-formand, var det naturligvis Peter, som igen stod for designet. Ideen opstod ved en julefrokost hjemme hos os, hvor Peter var fast gæst gennem årene: Det skulle være en kopi af det vikingeskib, som er hugget ind i Gilleleje-stenen. Der var lige 12 mand ombord – svarende til antallet af EF-medlemmer dengang – og det blev et design, der stod gny om. Selveste The Times mente at have fundet ud af, at der kun var 11 ombord på den originale helleristning – og at kunstneren havde snydt. Så der kom en humoristisk og sarkastisk artikel om ”The False Oarsman”. (Senere analyser af stenen viste, at der var 12 man ombord…Peter havde ret!).

 

Peter var der også, da den kolde krig begyndte at tø op. I sommeren 1990 holdt vi en stor international konference i København – Conference on the Human Dimension – som resulterede i ”det europæiske frihedsbrev” om individets og mindretallenes rettigheder i dét nye Europa, som var ved at tegne sig. Peter havde lavet logoet: En skikkelse, der bryder ud af den snærende cirkel. Enkelt og stærkt!

 

Peters engagement i den internationale udvikling kunne være helt bogstavelig: Som da han drog til Budapest med sin kajak endnu før Jerntæppet faldt, og sejlede ad Donau den lange og kringlede vej til Sortehavet – med mange interessante ophold undervejs, ikke mindst i Donau-deltaet i Rumænien, hvor spændende folkegrupper gemte sig i siv og mudder. Peter rapporterede og dokumenterede fra kajakken. Og adskillige år senere var han med de danske FN-styrker på Balkan, hvorfra han kom med stærke akvareller og tegninger af indsatsen.

 

Han var naturligvis også med, da Danmark knyttede kontakter til de baltiske lande – og på et tidspunkt inviterede han unge grafikere fra hvert af landene over til sin virksomhed, hvor han oprettede en ”freedom workshop”. Dér lavede Peter et smukt mærke med de baltiske og det danske flag, som jeg havde med i lommen, da jeg første gang besøgte Litauens parlament i september 1991. Barrikaderne fra belejringen få uger forinden stod der stadig – og på dem klistrede jeg Peters mærke.

 

I 1992 samlede vi i København alle landene omkring Østersøen til en konference, som førte til dannelsen af Østersørådet (Council of Baltic Sea States). I dag har organisationen hovedsæde i Stockholm, og over det smukke hovedsæde ved siden af Stockholms Slot vajer flaget med det logo, som naturligvis er lavet af Peter.

 

Hver gang jeg ser de flag og det logo, tænker jeg på Peter. Det gør jeg også, når jeg ser tegnene efter ham så mange andre steder: På væggene hjemme, hvor der hænger malerier og tegninger af Peter. I aviser, hvor hans finurlige vignetter og tegninger stadig dukker op. Og når jeg falder over en af de kasser på loftet med gamle billeder og breve, som man med årene så småt begynder at tænke på at ”ordne”…

 

Peter levede sine sidste år på sin elskede Drejø. Men hele tiden med antennerne rettet mod den store verden. Han kæmpede længe med den alvorlige kræftsygdom, som ramte ham. Han gjorde det kontant og usentimentalt. Til sidst tabte han kampen. Men Peter lever videre i alt det han efterlod sig. Og i min erindring.

Scroll op
Scroll ned

 © 2010 Beth Blay   .   Design Artcome